Christ My Song-Logo
Hymn score of: Bliv hos mig, kære Herre Krist! (Herman Andreas Timm/Johannes Thomas Rüegg)

Christ My Song - 307

Bliv hos mig, kære Herre Krist!
(Herman Andreas Timm/Johannes Thomas Rüegg)

Bliv hos mig, kære Herre Krist!

"Og de nødte ham meget,og sagde: bliv hos os;
thi det er mod aften, og dagen hælder."

1. Bliv hos mig, kære Herre Krist!
  Jeg ellers går i blinde,
ser ej den vej, hvorpå jeg hist
  skal nådens hjemstavn finde;
bliv hos mig, o du verdens lys!
Fjern nattens mulm og nattens gys
  fra dette svage hjerte! PDF - Midi

2. Bliv hos mig, kære Herre Krist!
  Jeg mættes ingenlunde,
når ikke du, som mætted hist
  i ørknen mange munde,
mig række vil det livets brød,
som er dig selv, du Frelser sød,
  fra Himlen til os kommen.

3. Bliv hos mig, kære Herre Krist!
  At jeg kan frugter bære,
du er min rod, jeg er din kvist
  og kan dig ej undvære;
du vintræ i Guds urtegård,
fra dig jeg saft og styrke får,
  kan uden dig ej trives.

4. Bliv hos mig, kære Herre Krist!
  Blandt verdens tusind farer
jeg finder aldrig ro og rist,
  når du mig ej bevarer,
når du ej med din hyrdestav,
du gode hyrde! til min grav
  mig skærme vil og lede!

5. Bliv hos mig, kære Herre Krist!
  Når det mod natten stunder,
er du hos mig, da ved jeg vist,
  at sødelig jeg blunder;
bliv hos mig til min sidste stund,
og sig til mig i dødens blund:
  Jeg dig til himlen fører!

Herman Andreas Timm, Aandelige Sange, 1834, 43-44.

            PDF - Midi