Christ My Song - 322
Bort med al trøst, som ej består - Den sande trøst
(Jakob Johan Lund/Johannes Thomas Rüegg)
Den sande trøst.
1. Bort med al trøst, som ej består,
som jeg ej min kan kalde,
når sanser sløves, syn forgår,
og livets støtter falde!
Med brudden stav
jeg til min grav
ej drister mig at vandre.
Den trøst er sand,
som intet kan
borttage og forandre. (PDF - Midi)
2. Hin yppighed hengivne sjæl,
hin sundheds afgudsdyrker,
hin guldets ængstelige træl,
og hin, som hævnen styrker;
hvad have de,
når lysterne
med deres sanser rømme?
Når sjælen tom
af søvne kom,
hvor blev de søde drømme?
3. Men Gud, hos dig al glæde bor,
det kan jeg klarlig kende.
Du har et evigt lives ord,
til dig vil jeg mig vende.
Min Frelsers røst
bebuder trøst;
han satte mig på fode.
Han fører mig
til ro i sig,
i Gud, det største gode.
4. Let kunne jeg i fristelser
forløbe mig, og sige:
Hvad mon en orm, en synder er
for den Uendelige?
Men Gud, du lod
mit kød og blod,
forent med dig, i døden
forklare alt
for mig, som faldt –
det er min trøst i nøden.
5. Jeg ved, sin dyre ejendom
din Søn ej gerne taber.
Jeg har, når alt end vendes om,
udi hans egenskaber
opmuntring nok.
Ulykkers flok
forgæves den omringer,
hvis stadig tro
i ham har ro,
og bruger håbets vinger.
6. Alvidende, ser han jo til
med evigt forsyns øje;
hans almagt kan, hans godhed vil
afhjælpe al min møje;
hans trofasthed
ej veksel led;
og når jeg sønlig beder,
hans visdom ret
udser mig det,
som til min velstand leder.
7. Hvem haver jeg i himlene,
hvad kan jeg mere begære
her, uden ham, den Højeste,
der tager mig til ære!
Når end mit kød,
i sidste nød,
forsmægtend liv må slippe,
min arves del
er hisset hel,
og han mit hjertets klippe.
Jakob Johan Lund, in: Forsøg i den Hellige Poesie, og Aandelige Sange, 1775, 118-121.