Christ My Song - 1889

O tanke! som oplive må - Genløsningens trøst
(Christian Fürchtegott Gellert/Johan Ernst Heilmann/
Johannes Thomas Rüegg)

Genløsningens trøst.

1. O tanke! som oplive må,
hvad hjerte kan dig gennemtænke?
Gud selv har elsket verden så,
sin Søn at ville skænke. PDF - Midi

2. Højt over al fornuft og sans,
dig helligt mørke rundt omgiver,
min sjæl med majestætisk glans
og sindsro du opliver.

3. Jeg kan ej solens underværk,
dens bygning, og dens løb ej fatte;
dens lys og varme lige stærk
dog føle, og højt skatte.

4. Så kan min ånd Guds råd mod synd
i Jesu offer vel ej fatte;
men dets guddommelige fynd
den føle kan og skatte.

5. Røv mig den trøst, at Gud og Mand
ej bar min syndeskyld og plage,
at Jesu død ej trøste kan:
så må jeg rent forsage.

6. Hvis Kristi ord er ej Guds vej:
må vildsomt mørke mig omgive;
jeg ved ej, hvo Gud er, og ej
hvad jeg er, og skal blive.

7. Nej, denne kristenhedens trøst
skal ingen spotter mig frarøve;
jeg føler, at den er Guds røst;
min tro skal holde prøve.

8. Her Guds Søns ejendom jeg er,
mig hist han evig arv skal give.
Det er min ros, min trøst det her
i liv og død skal blive.

9. Til pant han giver mig sin Ånd,
hvorved hans kærlighed vi kender.
Sit værk han i os ved sin hånd
begynder og fuldender.

10. Når jeg hans vilje og bud
af et oprigtigt hjerte holder:
så føler jeg en kraft af Gud,
som fred og ro mig volder.

11. Og når min synd bedrøver mig,
og jeg kun til hans kors fremtræder:
så ved jeg, at han nådelig
mig giver, hvad jeg beder.

12. Jeg ved, du lever, Frelsere!
I kød skal jeg, opvakt fra døde,
dig herlig på din domstol se,
og glad dig gå i møde.

13. Kan tro og kærlighed i mig
til den, os elsk'de, blive kolde?
Det kærlighed er, Gut! til dig,
når dine bud vi holde.

14. Lad hjertet, når jeg nævner dig,
af takke-iver mod dig brænde;
og lad mig altid redelig,
for verden dig bekende.

15. Og værdiges jeg det af dig,
forhånet for din skyld at blive:
så, fra din kærlighed, lad mig
ej spot, ej smerte rive.

16. Skal jeg ej troens kraft i mig
ved Ånds frimodighed erfare:
lad den dog virksom vise sig,
og mig fra synd bevare.

17. Har Gud sin egen Søn os skænkt,
så lad mig end i døden tænke:
hvor skulle han, som ham har skænkt,
med ham ej alting skænke!