Christ My Song - 318
Hjælp mig, o Gud, at prise - Guds magt og godhed i skabningen
(Jakob Johan Lund/Johannes Thomas Rüegg)
Guds magt og godhed i skabningen.
1. Hjælp mig, o Gud, at prise
din godhed og din magt!
Du herlige, du vise,
der verden har frembragt,
lad mig, i ånden stærk,
med hjertet og tilrede,
i dig, o Gud, mig glæde,
så tit jeg ser dit værk. PDF - Midi
2. Så langt du over jorden
udstrakte himlens blå,
pragt, sammenhæng og orden,
af dig udvikled' stå.
Du ser i stort og småt
kun hensigt, kunst og gaver,
som du uddelet haver;
det alt er såre godt.
3. Du talede almægtig,
og lyset viste sig;
så ren en glans, så prægtig,
en herlig skaber lig!
Du har opklaret alt,
med skabningen fornøjet,
og dannede mig øjet,
et spejl, hvori den faldt.
4. Hvor majestætisk iler
en sol hver morgen frem,
og, som en brudgom, smiler
i vort så mørke hjem!
Hvo bød den helt i lob
afværge vor ulempe;
så stor en lysets kæmpe
at fylde jordens håb?
5. Den luft, som os omgiver,
hvoraf vi kvægning får
og liv, som ånder, bliver
bevæget, og består;
hvo har og den beredt,
så dunsterne sig hæve
i den, og skyer svæve
til regn og frugtbarhed?
6. I luft opvækkes, føres
al lyd og toner ud;
den gør, og talen høres,
til pris for dig, o Gud!
Der væbnes stormens hær;
og byder du, må torden,
til skræk og gavn for jorden,
udråbe, hvo du er.
7. Hvo har opfyldt med gode,
hvo har på intet hængt
den damp-omflydte klode?
Os mennesker tiltænkt
en rigbegavet jord?
hvo har omdelt dens vande
så viselig, at lande
stå grødefuld' i flor?
8. Hvo tvang vandfloders vælde?
Hvor råbte kilder frem?
Bød strømmens fart at hælde
mod havet, som dens hjem?
Hvo skrev på hver dets bred
for bølgerne de love:
Kun hertil må I vove;
leg her jer stolthed ned.
9. Hvor grov for søen huler?
Hvo fængsled' ildens magt
i jordens dybe kuler?
Hvo har metal henlagt
i bjergets rige favn?
Årstiderne bestemmet?
Ved kuld og hede fremmet
vor høst, afveksling, gavn?
10. Hvo har i vækster klædet
vor jord, og dem i løv?
Alt kreaturet glædet?
Hvo har oplivet støv?
Hvo har besjælet mig,
mig, som kan dette kende,
og mig i tanken vende,
almægtig Gud, til dig?
11. Dig, Gud! Din visdom være
pris, herlighed og magt,
og tak, og evig ære!
Det alt har du frembragt.
Dig love himmel, jord,
luft, ild og vand tilsammen!
Al verden sige: Amen,
vor Gud, vor Gud er stor!
Jakob Johan Lund, Forsøg i den Hellige Poesie,
og Aandelige Sange, 1775, 42-46.