Christ My Song - 99
Hvor herligt, når den hårde strid får ende - Hvor herligt!
(Carl Johann Philipp Spitta/Christian Benedictus Reventlow/
Johannes Thomas Rüegg)
Hvor herligt!
1. Hvor herligt, når den hårde strid får ende,
når på den sidste kamp der følger fred,
når vi fra fremmed land til hjemmet vende,
hvor vi tør bygge for al evighed!
Når jeg den sidste støv fra mine fødder,
den sidste sved fra panden visket har,
og i min nærhed synligen jeg møder,
hvad her på jorden min fortrøstning var. PDF -
Midi
2. Hvor herligt da, når af den klare stråle
af evighedens glans jeg står belyst,
o fryd, som knap jeg kan med tanken måle,
når let og frit for synd er dette bryst!
Når ingen pletter kunne mere os hindre,
når ej vi trænges bort af synd og last,
bort fra vor plads i helligdommens indre,
som led af englekæden, ren og fast.
3. Hvor herligt, når på en usynlig vinge
et saligt kor vil tone os imod,
når gyldne harper gennem himle klinge
til Lammets pris, som frelste ved sit blod;
når vidt omkring i lyse himmelriger
genlyder englenes halleluja,
og bøn som røgelse mod tronen stiger,
hvor al velsignelse har udspring fra.
4. Hvor herligt, når den stilles, denne længsel
til ham, som åbned for os himlens dør,
og over jordens liv og verdens trængsel
frigjorte sjælens flugt vi følge tør;
når troens lette slør han bort vil tage –
så tågen flyer for lyse morgensol –,
når Menneskenes Søn jeg alle dage
skal skue, mægtigt, på sin nådestol.
5. Hvor herligt da, når vi ham høre kalde:
Kom I velsignede! og i hans glans
omkring hans trones fod vi samles alle
og skue ham med vor henrykte sans
og se det øje, hvori tåren blinked
for menneskenes vantro, deres nød,
og såret, hånden, hvormed han os vinked
til frelsen, som os købte ved sin død.
6. Hvor herligt, at min troskab sådan lønnes!
Med salige jeg færdes, aldrig svag,
ved Livets Strøm, hvor Livets Træer grønnes,
som da de skabtes på den tredje dag;
hvor alt har evig ungdom, intet ældes,
hvor tiden nager ej med skarpen tand:
det træ, som vokser der, skal aldrig fældes,
mit blik, som ser det, aldrig briste kan.
7. Hvor herligt – når til jord jeg vender blikket,
den dunkle dal, som ligger for min fod,
og til den nød, som der mig blev tilskikket,
men endte, dengang jorden jeg forlod:
at dette øjekast end mere forklarer
den salighed, som jeg nu nyder her,
som gennem alle evigheder varer;
thi stedse tør jeg være Herren nær.
8. Hvor herligt da! Hvad intet øre hørte,
vort blik ej så, forstanden ej forstod,
er vort, ved målet, hvorimod han førte,
hvor ved hans hjælp vi engang fæste fod.
Velan, drag fremad på de snævre veje;
thi sved og møje det fortjener vist
at vandre did, hvor du skal evigt eje
den fryd, som blomstrer kun for sjælen hist.
Christian Benedictus Reventlow, Spitta's Psalter og Harpe I, 1873, 160-162.
Translated from the German Wie wird uns sein, wenn endlich nach dem schweren - Wie wird uns sein?
of Carl Johann Philipp Spitta.